"UPON A STAR"

Så er Søren Kristiansen klar med endnu et flot soloalbum, denne gang med vinterårstiden og julen som tema.

I "UPON A STAR" improviserer Søren Kristiansen over en række amerikanske og danske julesange. Også sange udenfor højtiden samt et par egne kompositioner har sneget sig ind på pladen. Titler som "When You Wish Upon A Star" og "White Christmas" er gamle kendinge, mens "Variations On A Bell" og "Santariations" er Søren Kristiansens egne påfund. Desuden hører vi "Kimer, I klokker", "Det er hvidt herude"  og ikke mindst J. P. E. Hartmanns "I sne står urt og busk i skjul" i en helt ny fortolkning. Sidstnævnte er virkelig en perle under Søren Kristiansens hænder.
 
Lad det være sagt med et samme. Sangene vil næppe kunne bruges til at danse om juletræet! Dertil er de for meditative og raffinerede. Man har det som et lille barn, der første gang oplever det overdådige lys fra det fuldt oplyste juletræ. Farverige harmoniseringer og lange inderlige melodiføringer er med til at skabe en slags senromantisk eller gallisk stemning. Underfundige, ja til tider drillagtige påfund flettes ind, hvilket gør at man simpelthen ikke kan slippe interessen. Den harmoniske bevægelighed er eminent og desuden er Søren Kristiansen notorisk nysgerrig i sin musiceren hvorfor han aldrig forfalder til banaliteter. Det er smukt, det er elegant og det er meget originalt klaverspil.
Søren Kristiansen valgte på sin forrige soloplade at indspille på Faziolis mindre flygel, model F183. Denne gang er det et fuldt koncertflygel, model F278. Og det kan høres! Hele grundtonen i albummet har større ro og varme. Diskanten er tykkere og klarere, mellemtonen har mere krop, og den prægtige bas støder blødt til øre som et fjernt tordenvejr. En sand fornøjelse at lytte til med hovedtelefoner.

Per Arnoldi har designet det blå stjerne-cover og selve indspilningen er som sidst foretaget i Mattsson & McGehees showroom på Rosenørns Allé.

cs.

For yderligere information, se også Søren Kristiansens hjemmeside www.sorenkristiansen.dk og hør samtidigt "I sne står urt og busk i skjul"!
Website by BUCHS